Bygninger, som opføres i dag, skal kunne modstå fremtidens naturlaster, ikke fortidens. Og de fleste bygninger opført det næste par årtier må forventes stadig at være i brug i 2100
Normerne bygger på fordelinger fra forgangne år og udgør ikke længere det sikre grundlag, alle regner med.
Mit forslag, fremført i 2006: normernes lastgrundlag skal ændres, så det bygger på de mest ugunstige fremskrivninger af vejrforhold, som kan underbygges/sandsynliggøres.
Strammere normkrav koster ikke ret meget, hvorimod utilstrækkelige normkrav kan have helt uoverskuelige følger, både for den enkelte og for samfundet.
Det bør bemærkes, at stadigt strengere isoleringskrav fører til tykkere tage, hvilket gør det lettere og billigere at bygge stærkere tage, som kan modstå stærkere vinde og dybere sne.
Og det bør bemærkes, at fjernelse af sne fra tage under særlige vejrforhold kan vise sig at blive en betydelig vedligeholdelsesomkostning, og måske umuligt, når der virkelig er behov for det, hvilket burde synes indlysende på baggrund af erfaringerne fra Bornholm i december 2010.
Følgerne af det rigelige snefald i de seneste år synes at bekræfte behovet for strammere normkrav, herunder højere værdier for snelast.
Det bemærkes, at det er umuligt at fastslå snelasten udelukkende på grundlag af snedybden: med varmegrader omkring, og især skiftene over og under, 0°C, som det har været tilfældet i de seneste år, kan massefylden forøges betydeligt, hvilket fører til en undervurdering af den virkelige snelast.
En ret tvivlsom antagelse, som del af grundlaget for beslutningen om at bevare de hidtidige værdier for snelast, har været, at vejrforandringerne ville føre til varmere vintre med mere regn og mindre sne.
Denne antagelse synes at være blevet modbevist: tvært imod har de seneste års hyppige skift over og under 0°C og den større hyppighed af østlige og nordlige vinde, ført til forøget snefald.
Vi mangler endnu at se vindhastigheder her, som er klart højere end dem, som er forekommet i fortiden, og som danner grundlag for de nuværende normer, men i en verden i forandring med stigende vindhastigheder andre steder kan det kun være et spørgsmål om tid.
Det bør bemærkes, at hver 5% forøgelse af vindhastigheden fører til en 10% forøgelse af vindens ødelæggelseskraft.
Ud over de umiddelbare synlige virkninger kan oversvømmelse og højere hav- og grundvandstand ligefrem undergrave bygninger.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at bygningers sikkerhed hviler på sammensætningen af forskellige vedkommende normer, hvor lastnormen er den afgørende fælles norm, der indgår i alle tilfælde.
Hver norm har en indbygget sikkerhed og bidrager til den samlede sikkerhed i sammensætningen.
Det betyder, at en bygning kan svigte, hvis den ikke overholder kravene i en eller flere af normerne, men den kan også være i stand til at modstå laster ud over de nugældende værdier i lastnormen, hvis den mere end opfylder kravene i andre normer.
Derfor er det en fejlslutning at påstå, som det er blevet gjort i både 2010 og 2011, at der ikke er grund til at genoverveje normværdierne for snelast, fordi de eneste bygninger, der har svigtet i de seneste vintre var særlige former for bygninger, som ikke overholdt andre vedkommende normer, af den enkle grund, at der kan være utallige bygninger, som har modstået laster ud over normværdierne for snelast, fordi de mere end opfyldte kravene i andre normer.
Den eneste måde at opretholde bygningers sikkerhed er at sikre, at værdierne og kravene i hver eneste norm svarer til de virkelige forhold, nu og i fremtiden, helt uafhængigt af overensstemmelse med andre normer.
Uheldigvis er den enestående mulighed for at fastslå de virkelige snelaster i de seneste vintre forpasset, til fordel for uvedkommende betragtninger om manglende overensstemmelse med andre normer, hvilket kan tolkes som en dårlig undskyldning for at undlade at genoverveje normværdierne for snelaster.
Det er også vigtigt at gøre sig klart, at fremsynethed og rettidig omhu er afgørende, frem for alt i forbindelse med begivenheder og forhold, som endnu ikke er oplevet, som det er tilfældet med det fremtidige vejr, og som det var tilfældet med det nylige jordskælv og den efterfølgende tsunami i Japan.
En vedholdende vægring imod at indarbejde de forventelige stadigt voldsommere vejrforhold i normerne kan næppe ses som andet end et uansvarligt og utilgiveligt svigt, særligt af den myndighed, som alle stoler på, nemlig Dansk Standard, men også andre fagfolk med den fornødne baggrundsviden.
Virkningerne af et sådant svigt kan synes overkommelige og vokse gradvist, men eftersom de fleste bygninger opført det næste par årtier må forventes stadig at være i brug i 2100, kan langtidsvirkningerne være uoverskuelige.
Begyndelsen af 2011 syntes at bringe håb om en mere ansvarlig indstilling, men indtil videre synes det at forblive et håb.